GIF - Idræt på Tværs

GIF - Idræt på Tværs


Velkommen til GIF - Idræt på Tværs' hjemmeside

Her kan du finde informationer om foreningen, kommende arrangementeraktivitetsskema og meget, meget mere 


Tur i Airtrix 12/4



Ridetur d. 27/4


Sund By - Walk and Run 10/5


Royal Run 29/5



Ændringer/aflysninger af træningstider

Der er ændringer i programmet de kommende 8 uger:

30/3 yoga er aflyst torsdag, da Lorene er forhindret, og lokalet er optaget.

5/4 er svømning aflyst grundet inddragelse af svømmetider fra kommunen.

6/4-10/4 er badminton, yoga og styrketræning aflyst grundet påskedagene.

1/5 er styrketræning og udendørs fodbold aflyst.

5/5 er styrketræning aflyst grundet Store Bededag (som er hellig en allersidste gang).

9/5 er indendørs fodbold aflyst grundet aktive forårsdage.

18/5 er badminton og yoga aflyst grundet Kristi Himmelfart.

Uge 21 (22.5-26.5) er der sundhedsuge.

29/5 er styrketræning aflyst grundet 2. pinsedag – til gengæld er der Royal Run.

5/6 er træning aflyst grundet Grundlovsdag


Opdatering om aktiviteter i uge 7

Kære GIF'ere,

I næste uge er der vinterferie, og det betyder, at nogle af vores træningsfaciliteter holder foreningslukket. 

Derfor er der ikke svømning og badminton i næste uge. 

Vi har dog stadig 3 x styrketræning, udendørs fodbold, løbe- og gåhold samt yoga på programmet, så der er ingen undskyldning for ikke at holde sig i gang ;-) 

I uge 8 er alt som det plejer igen med fuldt program! 


GIF's bestyrelse anno 2023

Efter gårsdagens generalforsamling er den nye bestyrelse for sæsonen 2023 nu sat. 

Det betyder, at vi skal byde et stort velkommen til Robin, Thomas og Tonny, der alle har sagt ja til at være en del af bestyrelsen i GIF for sæsonen. Vi glæder os til at få dem med ind i maskinrummet og høre deres tanker og ideer, der kan bringe endnu mere værdi ind i foreningen! Derudover blev det til genvalg for Erik og Jeanett som hhv. næstformand og kasserer, og Christoffer blev valgt ind som sektretær. 

Det betyder at bestyrelsesfordelingen for sæsonen lyder som følgende:

Formand: Therese

Næstformand: Erik:

Bestyrelsesmedlemmer: Anne Marie, Ole, Mimi, Bonnie, Tonny og Thomas

1.suppleant: Robin 

Kasserer: Jeanett

Sekretær: Christoffer 

Vi glæder os til at tage fat på arbejdet til næste måneds bestyrelsesmøde! 


Vejle Idrætsfestival 2023

Tag med GIF til Vejle, når der er Idrætsfestival for Sindet d. 27/6-29/6. 

Læs mere om arrangementet her: Forbund – IFS – Idrætsfestival for Sindet – Dansk Arbejder Idrætsforbund (dai-sport.dk)


Nyhedsbrev januar 2023


Nyhedsbrev med information om det nye aktivitetsprogram, generalforsamling, Vejle Idrætsfestival 2023 og meget mere :-)


Ordinær generalforsamling 2023

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Dato: tirsdag d. 7. februar 2023

Tid: Kl. 16.00.

Sted: Udvalgsværelse B (ind ad hovedindgange op ad trappen til højre og lige frem) på Gentofte Rådhus, Bernstorffsvej 161.

Efter generalforsamlingen vil der være middag.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens/koordinatorens beretning.
  3. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab.
  4. Indkomne forslag.
  5. Valg til bestyrelsen.
  6. Orientering af planer for sæson 2023 samt medlemmernes tanker herom
  7. Evt.

Indkomne forslag til punkt 4 skal være bestyrelsen i hænde senest den 1/2 2022. Skriv til boh@gentofte.dk

For at deltage i generalforsamlingen skal du have betalt kontingent for 2023.

Netbank: 5301-0000265210 (husk navn) eller på MobilePay 79522.

Af praktiske hensyn er der tilmeldingsfrist 1/2 2022 på telefon 22566686, til Bonnie på boh@gentofte.dk   eller til instruktørerne til træning.  

På gensyn!

Med venlig hilsen

Bestyrelsen, G.I.F.- Idræt på tværs


GIF's julenyhedsbrev 2022

Så er det blevet december, og den første sne har lagt sig som en fin, hvid dyne over det meste af vores skønne by. December måned er også en indikation på, at sæsonen i GIF er ved at gå på held, men det betyder ikke, at vi ikke får det maksimale ud af de sidste dage uanset om det gælder aktiviteter eller arrangementer.

Vi i GIF vil gerne sige tusind tak for en skøn 2022-sæson og har derfor inviteret til julebanko og aftensmad d. 14/12 kl 16:00. Hvis i ikke allerede har tilmeldt jer, så skynd jer at gøre det inden på mandag, så vi kan få købt ind til både præmier og aftensmad. Det er gratis, det eneste det kræver er en tilmelding til 22546686.

Vores aktivitetsprogram kører til og med d. 21/12, så onsdagssvømning er den sidste mulighed for at få rørt sig inden GIF takker af for sæsonen. Det betyder også at sidste mulighed for yoga og badminton bliver d. 15/12, mens at det for gågruppen, løb og styrketræning er d. 20/12.

November bød også på vores traditionsfyldte bowlingtur, hvor vi var 12 GIF’ere afsted til en dag/aften fyldt med hyggelige stunder, mange smil og god mad. Vi tør godt love, at vi gentager succesen i næste sæson!

Vi kan også løfte sløret for næste sæsons forårsprogram, der lyder fuldstændig som efterårets. Vi fortsætter altså med alle de aktiviteter, som i forhåbentlig holder så meget af. Hvis i går og savner en aktivitet, så tag fat i Christoffer, en af instruktørerne eller et bestyrelsesmedlem, så vi kan drøfte mulighederne på næste bestyrelsesmøde

Vi vil altid gerne høre jeres meninger, og derfor har vi også udviklet et lille spørgeskema, som i har mulighed for at udfylde enten online, eller på papirform til vores træninger det næste stykke tid. Det tager ikke mere end 5 minutter at besvare spørgeskemaet og man kan både være anonym eller sæte navn på. Bestyrelsen vil sammen i løbet af foråret evaluere på spørgeskemaerne og i kan derigennem være med til at præge, hvilken vej GIF skal bevæge sig fremadrettet.

Husk også at deltage på vores generalforsamling d. 7/2, hvor der også er mulighed for at være med til at præge foreningen og det arbejde der bliver lagt i GIF uge efter uge. Indkaldelsen lander i din indbakke i det nye år.

Husk det allerede nu er muligt at tilmelde sig 2023-sæsonen, så man er klar fra den første uge i det nye år. Det gør man ved at overføre 400 kr på MobilePay til 79522. Har man ikke MobilePay, så kan man også betale kontant til af instruktørerne eller ved klassisk bankoverførsel. Husk at skrive navn på jeres overførsel, så kassereren kan holde styr på, hvem der har meldt sig ind.

På vegne af bestyrelsen ønskes i alle – nuværende som tidligere medlemmer – en glædelig jul og et godt nytår. Vi håber at se jer til næste år til endnu flere fantastiske oplevelser, godt sammenhold og hyggelige aktiviteter


GIF nyhedsbrev oktober 2022

GIF Nyhedsbrev oktober 2022

 

Tak til alle jer, der i mandags (d. 10/10) var med til at markere Verdens Mentale Sundhedsdag! Vi var 11 afsted på cyklen og 5 afsted på gåben, og der blev efterfølgende hygget med varm kakao og kage, mens der blev snakket om stort og småt.

I september var vi også 10 afsted på klatretur i Frederiksdal Slotspark, hvor det indre legebarn kunne få frit løb i trætoppene. Har man ikke set, hvordan det gik, så hop ind på vores Facebookside GIF – Idræt på Tværs og se det opslag, Therese har lagt op!

Men bare fordi kalenderen viser oktober, så har vi stadig masser af arrangementer at byde ind med de kommende måneder.

D. 27/10 har vi hele to arrangementer!

Det første er ridetur i Dyrehaven. Vi mødes kl 14:45 og rider en times tid i nogle fantastiske efterårsprægede rammer, inden vi varmer os på en kop kaffe. Der er stadig pladser, så skriv til Christoffer på 22546686 eller tag fat i en af instruktørerne, hvis du gerne vil med. Det koster 100 kr.

Er man ikke til ridning, så er der fodboldturnering i Hafnia-Hallen i Valby fra kl 10-16. Det koster ingenting, og man er også velkommen til at tage med som tilskuer. Der bydes på vand, kaffe, frugt og sandwich i løbet af dagen. Tilmelding til Christoffer på 22546686 eller Therese, hvis man gerne vil med. Der er altid plads til en ekstra spiller, så hold endelig ikke igen, hvis du har lyst til at få lidt fodbold i benene.

November byder på den årlige og traditionsrige bowlingtur til DGI-byen, hvor GIF inviterer til ”Bowl og julemad” d. 30/11 kl 16:45-20:00. Netop dette arrangement plejer at være et af årets højdepunkter, så tøv endelig ikke med at melde dig til. For 150 kr får du både en times bowling, skoleje, julemad, dessert og drikkevarer, så kan det jo næsten ikke gøres billigere!

Den 14/12 slår vi dørene op i Caféen og inviterer alle GIF’ere til juleafslutning med banko og varm mad. Vi starter eftermiddagen med 2 spil banko fyldt med fede hovedpræmier og sidegevinster, og derfor spiser vi sammen inden vi siger tak for i aften og god jul til hinanden. Arrangementer starter kl 16. Hele herligheden er gratis, så der er ingen undskyldning for, at man ikke allerede til juleafslutningen kan melde sig ind for 2023-sæsonen.

Ud over vores medlemsarrangementer har GIF jo meget mere at byde på! Hvis i ikke allerede har set det, så kører der en ro-konkurrence til styrketræning, hvor vi konkurrerer i det legendariske fiskespil. For at gøre det endnu mere spændende, så har bestyrelsen sat en præmie på højkant, så der er al grund til at kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne, hvis man skal på pointtavlen. Lige nu fører Karina skarpt forfulgt af Christoffer, men alt kan ske frem til d. 14/12, hvor konkurrencen slutter.

Derudover kan vi fortælle at vi til yoga for et par uger siden slog alle rekorder for deltagere, hvor vi var 12 deltagere, ud over Sisse! Det var en sand fornøjelse at se så mange, og vi håber at i bliver ved med at være glade for yogaen.

I kan allerede også nu sætte kryds i kalenderen d. 7/2, hvor der er generalforsamling. Her vælger vi bl.a. nye bestyrelsesmedlemmer ind og fejrer foreningsånden alt i mens vi har en rigtig hyggelig eftermiddag/aften.

Hvis man er nysgerrig på, hvad der ligger i bestyrelsesarbejdet, eller man har lyst til at komme med ind til de superhemmelige bestyrelsesmøder, så er det nu, chancen byder sig. GIF inviterer nemlig til åbent bestyrelsesmøde i både december og januar, så man kan danne sig et indtryk af, om det kunne være noget for en selv. Første mulighed bliver mandag d. 5/12 kl 10-12. eller d. 9/1 kl 10-12.

Efteråret er også lig med efterårsferie, og selvom vi aldrig holder fri i GIF, så betyder det dog, at der er nogle af vores aktiviteter, der lukker ned. Det vil sige, at der i uge 42 IKKE er svømning og badminton, men at alt andet kører som det plejer.

Efterårsferien markerer også afslutningen på vores padeltennis, som har kørt i 2 måneder. Vejret var med en enkelt undtagelse upåklageligt, og GIF’s nye padelbat har også fået sine første slidmærker.

Til sidst får i også lige en lille ekstra godte i posen, da Hvide Hus og deres projekt ”Venskaber på tværs” inviterer til Hit med banko m/ Amin Jensen. Arrangementet er gratis, og selvom det ikke er et GIF-arrangement er det næsten for godt til at sige nej til. Vi håber at se mange af jer i Byen Hus d. 23/11!

Det var et længere nyhedsbrev, men til gengæld er det spækket med fremragende tilbud!

Husk også at følge GIF Idræt på Tværs’ Facebookside, hvor Therese er flittig til at opdatere med de vigtigste nyheder om medlemsarrangementer, stemningsbilleder og meget mere.

Hvis man skal meldes ind, så foregår det ligesom det plejer ved, at man sender 250 (særpris) kr på MobilePay til 79522, kontant til instruktørerne eller via netbank på 5301-0000265210 - husk at skrive jeres navn og kontingent ved betaling.

 

 

Du kan følge med på:

www.facebook.com/GIF.IPT og på www.gif-idrætpåtværs.dk.

På vegne af

Bestyrelsen i GIF Idræt på Tværs

Christoffer, Idrætskoordinator

Tlf. 22546686 og cktx@gentofte.dk



GIF Nyhedsbrev juli 2022

Kære GIF’ere. Vi håber i nyder ferien! Vi kan i hvert fald mærke at sommeren for alvor har ramt os, uanset om man er Tour de France-interesseret, fodboldinteresseret eller noget helt tredje. Men selvom det er sommer, så arbejder alle i GIF benhårdt for, at efterårsprogrammet kommer til at stå knivskarpt, så vi kan tilbyde en masse sjov og spændende idræt!

 

Efter sommerferien sætter vi en helt ny idrætsgren på aktivitetsskemaet, nemlig padeltennis! GIF har indgået et samarbejde med HIK om at få adgang til deres padelbane om tirsdagen fra 13-14 fra uge 33 (16/8) til og med uge 41. Vi synes det er fantastisk, at vi får mulighed for at følge op på den fremragende medlemstur vi have i Grøndalscenteret, og vi håber i synes, at nyheden er lige så god. Til de af jer, som ikke har hørt om padeltennis endnu, så er det en blanding mellem tennis og squash. Det er super nemt at lære, så kom endelig forbi og tag et spil padel med dine med-GIF’ere. Vi spiller som sagt om tirsdagen kl 13-14 på Hartmannsvej 28.

 

Ud over en helt ny aktivitet, så vil vi i GIF også invitere alle til, at lære at løbe! Det betyder at vi fra d. 16/8 til løbegruppe vil have fokus på at starte helt fra scratch, så man uanset om man tidligere har løbet eller aldrig har løbet før kan være med! Om du vil lære at løbe 2, 5 eller 10 km er helt op til dig selv, men en ting er sikkert, og det er, at det bliver super hyggeligt! Så find de gamle løbesko frem fra bunden af skabet og bliv en del af det nye løbefællesskab J

 

Derudover byder august også på en kanotur i GIF-regi. Det bliver d. 25/8 kl 11:30 hvor vi mødes ved Nybrovej 520, 2800 Kongens Lyngby. Derefter sejler vi op ad Mølleåen, og ud mod Furesø/Lyngby Sø. Prisen er 75 kr. og i den pris er der kanoleje og let forplejning med. Der er tilmelding til Lars på 21788269. Deadline for tilmelding og betaling er 18/8

 

Sommerperioden er også lig med et opdateret aktivitetsprogram for efteråret. Vi har prioriteret at holde fast i så mange af aktiviteterne som muligt, men der er små ændringer. Puls/styrke udgår desværre som aktivitet grundet lav tilslutning. I stedet vil der være mulighed for at få pulsen op om tirsdagen som et tilbud sideløbende med styrketræningen om, at gå ind i holdsalen og kører noget puls/styrke. Derudover er der også ændringer ift. badminton, som fremover vil ligge i Gentoftehallen og ikke Kildeskovshallen. Tidspunktet er fortsat 14-15 og Julie er fortsat instruktør. Og sidste ændring er som tidligere nævnt tilføjelse af padeltennis til programmet om tirsdagen fra 13-14. Vi spiller frem til efterårsferien, og sætter det derefter på hold, da det er en udendørs bane, og padeltennis bare er lidt sjovere, når vejret er mildt. Se det nye aktivitetsprogram nederst i denne mail eller inde på vores hjemmeside www.gif-idrætpåtværs.dk

 

Sæt også kryds i kalenderen d. 2/9 hvor vi afholder årets store fodboldstævne GIF-cup. Det foregår i Sportsparken og vi regner selvfølgelig med, at GIF stiller med et konkurrencedygtigt hold. Derudover er der også sendt invitationer ud til andre IFS-foreninger, så vi håber at få besøg af vores venner fra Lyngby, Frederikssund og København med flere.

 

Derudover kan i også med fordel allerede nu sætte kryds i kalenderen d. 10/10, hvor vi fejrer Årets Mentale Sundhedsdag. Det fejrer vi i GIF med en cykeltur på 10 km sammen med andre foreninger, idrætsprojekter eller lignende under DAI. Mere information omkring tilmelding o. lign. kommer en gang i efteråret.

 

Hvis man skal meldes ind, så foregår det ligesom det plejer ved, at man sender 400 kr på MobilePay til 79522, kontant til instruktørerne eller via netbank på 5301-0000265210 - husk at skrive jeres navn og kontingent ved betaling.

 

Hav en fortsat skøn sommer!

På vegne af bestyrelsen

 

 

Du kan følge med på:

www.facebook.com/GIF.IPT og på www.gif-idrætpåtværs.dk.

På vegne af

GIF Idræt på Tværs

Lars og Christoffer, Idrætskoordinatorer

Tlf. 22546686 og cktx@gentofte.dk


Ordinær generalforsamling

Dato: tirsdag d. 15. marts 2022

 

Tid: Kl. 16.00.

 

Sted: Udvalgsværelse B (ind ad hovedindgange op ad trappen til højre og lige frem) på Gentofte Rådhus, Bernstorffsvej 161.

 

Efter generalforsamlingen vil der være mad for medlemmerne.

 

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens/koordinatorens beretning.
  3. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab.
  4. Indkomne forslag.
  5. Valg til bestyrelsen.
  6. Orientering af planer for sæson 2022 samt medlemmernes tanker herom
  7. Lodtrækning af gavekort
  8. Evt.

Indkomne forslag til punkt 4 skal være bestyrelsen i hænde senest den 1/3 2022. Skriv til lwc@gentofte.dk

For at deltage i generalforsamlingen skal du have betalt kontingent for 2022.

Netbank: 5301-0000265210 (husk navn) eller på MobilePay 79522.

Af praktiske hensyn er der tilmeldingsfrist 8/3 2022 til Lars eller Christoffer  

Lars på tlf. 21 78 82 69 – Christoffer på tlf. 22546686/ cktx@gentofte.dk

På gensyn!

Med venlig hilsen

Bestyrelsen, G.I.F.- Idræt på tværs


Nyhedsbrev januar 2022

Her kommer årets første opdatering fra GIF. Som i forhåbentlig ved, så kører alle de ugentlige GIF-aktiviteter på fuld knald, efter at de indendørs idrætsfaciliteter åbnede op igen d. 5/1. Det betyder også, at vi håber at se jer medlemmer i GIF-regi, uanset om i er til styrketræning, yoga, fodbold eller noget helt fjerde.

 

Ud over de faste ugentlige aktiviteter, så vil vi i den kommende periode have fokus på, at få nogle af de aktiviteter, der tidligere har været populære op og køre igen.

 

Det betyder blandt andet, at vi har tilmeldt os til DAI’s WinterWalking, som handler om, at man hver i sær går en distance, der svarer til et maraton – selvfølgelig delt op i små bidder, så man tager lidt ad gangen.

Det foregår hver tirsdag kl 10:30, og vi går i samlet flok fra Stolpegårdsvej ved Cafeen. Det er Therese, der styrer løjerne, og der er mulighed for at vinde lækre præmier! Der er selvfølgelig også fortsat mulighed for at løbetræne i samme tidsrum som der er WinterWalking

 

Derudover vil vi også forsøge, at få fodboldholdet op at stå igen efter et lidt stille efterår, hvor der ikke blev lavet så mange lækre et-to-kombinationer eller givet high-fives. Christoffer har sammen med nogle af de tidligere spillere besluttet, at ambitionsniveauet skal sættes et nøk eller to ned, og så skal der være fokus på, at det skal være sjovt at komme til træning – uanset niveau. Hvis du gerne vil gøre din mandag lidt sjovere, så kan du fremover komme ned til godbold ved Gentofte Stadion kl 17-19. Kontakt gerne Christoffer eller Therese, hvis du har spørgsmål omkring fodbold.

 

Vi har stadig en del t-shirts liggende, som vi bestilte sidste år. Hvis du ikke allerede har været forbi og få den, så er det stadig muligt. Det eneste det kræver er, at du kommer forbi Cafeen alle dage i næste uge (Uge 3) fra kl 10-12 eller onsdag kl 16-18 og får din trøje udleveret af Jena eller Julie!

 

Vi håber snart, at vi kan få lov til at planlægge nogle af de hyggelige medlemsaftener, som vi alle sammen savner, men Coronaen spøger fortsat lidt i baggrunden og spænder ben for den slags aktivitet. Hold derfor øje med de kommende nyhedsbreve, hvor vi forhåbentlig kan melde noget nyt ud omkring medlemsaftener.

 

Og til allersidst kommer en venlig påmindelse om, at et nyt kalenderår er skudt i gang, hvilket også betyder, at det er tid til at betale kontingent igen.

 

I kan melde jer ind for sæsonen 2022 ved at betale de 400kr på Mobilepay 79522, kontant til instruktørerne eller via netbank på 5301-0000265210 - husk at skrive jeres navn og kontingent ved betaling.

 

Vi glæder os til et nyt år, hvor vi igen kan få lov til at se hinanden, træne sammen og ikke mindst få os nogle grin, mens vi sammen gør GIF til Danmarks hyggeligste idrætsforening.

 

 

 

 

Du kan følge med på:

www.facebook.com/GIF.IPT og på www.gif-idrætpåtværs.dk.

På vegne af

GIF Idræt på Tværs

Lars og Christoffer, Idrætskoordinatorer

Tlf. 22546686 og cktx@gentofte.dk